Smag for at samarbejde
Ædedolken, som er den moderne grillbar i Vestergade i Brønderslev, har nu valgt også at blive en del af Brønderslev Handel.
Det er både Casper Nielsen fra Ædedolken og Peter Karstrøm Vagning rigtigt glade for.
”Vi vil gerne være med i fællesskabet og være en del af Brønderslev Handel, som jo arbejder med at trække kunder til byens butikker, hvilket også er til vores fordel. Vi tror på, at kontingentet er givet godt ud og giver os nogle muligheder for at markedsføre os, som vi ellers ikke havde”, udtaler Casper Nielsen fra Ædedolken.
Hos Brønderslev Handel noterer handelschef Peter Karstrøm Vagning med tilfredshed, at endnu en virksomhed har valgt at støtte op bag foreningen.
”Det er meget meget positivt med opbakningen, og jo flere vi er, jo mere kan vi løfte og opnå til fordel for Brønderslevs mange virksomheder, og vi er meget rummelige og arbejder på at kunne give den enkelte virksomhed værdi af sit medlemskab uanset branche”.
Begge to ser det som helt naturligt at samarbejde og ser flere muligheder for at gøre noget sammen, for f.eks. bliver også kunder i byens butikker og ved Go´ Aften Brønderslev sultne, og så er det jo netop fint, at der også kan være mulighed for at købe en bid mad og drikke.
Ædedolken ApS er ejet og drevet af Casper Nielsen. Tidligere arbejdede han sammen med en kollega og drev sit spisested under navnet Foderbrædtet. Men da samarbejdet ophørte, valgte Casper at ændre sit firmas navn til nu Ædedolken.
En kendsgerning er dog, at Ædedolken og Brønderslev Handel har smag for at samarbejde.