Brønderslev - Hygge - Atmosfære - Shopping

Så er julebelysning taget ned

Julen er ovre, et nyt år er begyndt og traditionen tro starter det nye år med nedtagning af julebelysningen

 

For handelschef Lars Bisgaard Andreasen er årets første arbejdsopgave altid at sørge for at julebelysningen bliver fjernet.

– De første dage er altid lidt hektiske. Ikke mindst i år, hvor vi sammen med de frivillige hjælpere fra Grøn Patrulje Grindsted og brønderslev Handels egen tekniske hjælper Bo Christensen, står for det hele selv, fortæller Lars Bisgaard Andreasen.

Men han kan stolt fortælle at det er gået ud over al forventning.

– Vi startede mandag morgen og tirsdag middag var vi færdige.

I alt 12 -14 mand var på opgaven og udstyret med lifte, stiger og specialudviklet udstyr tog man en gade ad gangen.

De frivillige har fået en rigtig god modtagelse i gaderne. Blach & Co har budt på kaffe man kunne varme sig på, Mr. Agerbæk har stillet kantine til rådighed til pauserne og Løvbjerg Supermarked var hurtig på aftrækkeren da vi stod og manglede kasser til at have belysning og ledninger i.

– Brønderslev Handel har naturligvis sørget for vand, sodavand, kaffe, kage og mad, så jeg tror de har hygget sig gevaldigt med opgaven.

Nu er alt belysning, gran og ledninger pakket i kasser så det er klar når det skal bruges igen i november.

 

Ny belysning

De kommende måneder starter arbejdet så med den nye julebelysning.

– Det første møde er i denne uge, hvor vi skal lægge en retning og strategi for hvordan vi kommer videre, fortæller handelschefen.

Han tror på en løsning hvor man gradvis opgraderer belysningen over en fem-årig periode.

– Vi har fået nogle midler, som vi skal forsøge at arbejde med, så vi forhåbentligt allerede i år kan præsentere enkelte nyheder.

Han lover at man løbende vil holde virksomheder og borgere orienteret om processen.

– Det er vigtigt at julebelysningen bliver hele byens julebelysning, og at alle bliver hørt og taget med i beslutningerne.

 

Belysning og gran er nu pakket i kasser så de er klar til en tørn mere i november