Brønderslev - Hygge - Atmosfære - Shopping

Indsamling til julebelysning

 

Indsamling starter til Go´Aften arrangement den 27. maj
Gruppen bag en permanent julebelysning i Brønderslev er nu gået ind i den næste fase med hensyn til at skaffe økonomi til at lave en permanent løsning for julebelysningen i midtbyen.
Man har søgt om tilladelse hos myndighederne til at starte en indsamling, og denne har man nu modtaget.
– Det betyder at vi må gå i gang med at lave en decideret indsamling, fortæller Lars Bisgaard Andreasen fra gruppen.
Gruppen bag, Brønderslev Handel – Borger9700, Grundejer9700 samt en række frivillige, har besluttet at man begynder indsamlingen i uge 21, og at det officielle startskud bliver til Brønderslev Handels Go´Aften Brønderslev arrangement den 27. maj.
Her vil man uddele løbesedler, og via plancher fortælle om projektet.
Målet med indsamlingen er at skaffe 100.000 kr. i donationer fra private og virksomheder.
Det samlede budget for etableringen af belysningen er 1,4 million kr., men planene er at dele etableringen op i flere faser.
– Vi ved godt at det bliver svært at kunne stable pengene på benene i år et, så vi arbejder ud fra at den nye julebelysning bliver etableret over en årrække.
Man er optimistisk med hensyn til indsamlingen.
– Sidst vi lavede en indsamling var der stor opbakning, og denne gang har vi et konkret oplæg til noget der kan rækker en del år ud i tiden, så vi håber at borgerene kan se ideen og bakker op, og man ved jo aldring om der lige pludselig dukker en “rig onkel” op som kan se ideen med at skabe en smuk lysramme i midtbyen i de mørke vintermåneder.

 

Misforståelser omkring belysning
Der har været lidt forvirring omkring julebelysningen i det der ligeledes arbejdes med en lysfestival i Rhododendronparken.
Lars Bisgaard Andreasen forstår godt at man nemt kan blive lidt forvirret, men vil gerne slå fast at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre.
– Gruppen bag julebelysningen består af Borger9700, Grundejer9700, Brønderslev Handel og en gruppe frivillige. Den kreds der arbejder med lysfestivalen er forankret i nogle frivillige, blandt andet undertegnede, som vil forsøge at skabe en event som gerne skulle skabe et overskud, som man vil donere til den fremtidige julebelysning, forklarer han.
Han roser iøvrigt Grundejer9700 og Borger9700 for et super godt samarbejde.
– Brønderslev Handel er rigtig glade for at de to foreninger, og naturligvis også gruppen af frivillige, for at bistå med at skabe en varig løsning på julebelysningen.