Brønderslev - Hygge - Atmosfære - Shopping

Go´ aften Brønderslev 25. november

Lad det straks være slået fast, at der torsdag den 25. november bliver afviklet årets sidste udgave af Go´ Aften Brønderslev, hvor der er åbent til kl. 21.00 i byens butikker.

 

Det oplyser handelschef Peter Karstrøm Vagning, der også fremhæver, at man på denne dag vil have den officielle slutning på Brønderslev Handels fejring af byens 100-års købstadsjubilæum. Det sker med et stort festligt fyrværkeri foruden pølser og brød. Sidstnævnte i samarbejde med Sparekassen Danmark.

 

”Vi har dog intet hørt fra Julemanden på nuværende tidspunkt, og corona og restriktioner om afstand og begrænset kontakt, har ikke gjort det nemmere. Vi har således ikke rigtigt haft kontakt det sidste års tid, selv om vi har sendt ham flere beskeder på SMS. Men vi håber da at høre fra ham og se ham i Brønderslev igen i år og gerne den 25. november ”, fortæller handelschefen

 

Spørgsmålet er derfor, mon Julemanden kommer?

 

Handelschefen lover at ville give besked så snart han har hørt fra Julemanden, og opfordrer i øvrigt til at følge med på broenderslevhandel.dk og Brønderslev Handels egen side på Facebook.